Den åndelige kanotur på Mesnabakken
Tirsdag d. 2 august. 2005
Efter aftensmaden blev jeg inviteret ned i lavoen som stod et stykke fra selve huset. Da jeg kom derned, brændte ilden fra ildstedet og duften af brændt birketræ blandet med kaffeduft gav en følelse af en varm velkomst. Jeg satte mig på det udlagte rensdyrskind. Jeg sad der og insnusede atmosfæren, medens jeg så mig omkring. Jeg så hvordan lavoen var bygget op som en tipi, med hullet i toppen, hvor røgen kan komme ud igennem. Jeg så rundt på de mennesker jeg var sammen med. 2 kvinder og 2 mænd. Som sad der, som om de aldrig havde gjort andet. Som var de et med lavoen. De begyndte at synge og jeg hengav nig til den tekst som jeg ikke forstod, men som beroligede mig, på en dejlig afslappet måde, og nød bare at være der. Jeg nød kaffen og varmen fra bålet gjorde mig døsig. Vi snakkede og havde det hyggelig. Men alting har en ende og en ny begyndelse, så vi måtte tilbage til selve huset hvor selve åndeturen skulle foregå.
Beskrivelsen er min oplevelse af selve cermonien:
Jeg sad udenfor og blev hentet af Heidi, som tog mig i hånden og førte mig ind i rummet. Der var ganske mørkt men da mine øjne havde vænnet sig til mørket, så jeg alle de mennesker som sad i en rundkreds med et enkelt starinlys og duften af røgelse gjorde oplevelsen mere intens. På begge sider af rundkredsen sad der 2 personer, som man kun kunne se i siluet. Jeg blev ført hen til 2 stående personer som dannede indgangen til rundkredsen. Inden jeg fik lov at komme ind i rundhuset, som cirklen dannede blev jeg rensede. De rensede mig med røgelse og en fjervifte, og min nervøsitet forsvandt. Jeg blev ført ind og blev sat på en stol og jeg blev spurgt om mit fulde navn og min fødselsdag. Jeg fortalte dem oplysningerne.
Jeg blev nu lagt på et tæppe i midten af cirklen med et tæppe over mig og med bind for øjnene, medens jeg lå der og ikke viste helt hvad der skulle ske, begyndte cirklen at rører på sig og dannede en kano, og vores rejse begyndte. Medens jeg lå her, viste jeg at jeg var syg, prøvede at finde du af hvad jeg fejlede, men kunne ikke finde ud af det. Jeg følte hvordan vi sejlede over havet, de andre så hvaler men jeg var for ”syg” til at se dem. Vi ankom til det fjerne land, hvor en gave blev givet for at de fremmede skulle heale mig. De accepterede gaven og jeg blev båret i land.
Medens der blev trommet på tre typer af trommer, blev jeg jeg lagt ned og en hvidhåret mand med lagt hvidt skæg var ved min side. Alle mine hjælpere fra båden stod rundt om mig, da kom en helbreder og begyndte at arbejde med mig. Han begyndte at skære mig op, og jeg følte jeg besvimmede. Jeg kom til mig selv, lige som den gamle mand stillede sig ved mit hovedet og begyndte healingen på mig. Min krop begyndte at ryste og det gjorde så ondt i hele kroppen, på samme tid åbnede himmelen sig og et hvidt lys ramte mig med sådan en karft at stemmerne omkring mig blev meget fjerne. Englene kom dansene ned i dette hvide lys og hentede mig op. Jeg mærkede kærligheden gennemstrømme min sjæl. Og jeg var tilbage igen i kroppen og hørte nu krystalklokker sammen med trommerne og jeg viste jeg var blevet healet. Da så jeg ørnen svæve over mig, og jeg viste at alt ville gå godt. Så kom stilheden som virkede som balsam på mig, ovenpå healingen. Jeg var så udmattet medens de bar mig tilbage til kanoen.
Da jeg lå i kanoen og vi begyndte at selje tilbage ville jeg række du efter ørnen som fulgte os på vej, men min arm var så tung at jeg ikke kunne løfte den. Og medens mine hjælpere roede medens de sang mærkede jeg det blev nat, og jeg lå og kikkede på stjernene og jeg faldt i søvn. Da jeg vågnede så jeg den smukkeste solopgang og jeg mærkede min kræfter komme tilbage mig. Vi kom nu ud i en storm, og jeg mærke hvordan de arbejde på højtryk for at turen skulle blive så behagelig for mig. De nynnede når de holdt pause i roningen, og i det specielle tidspunkt viste jeg, at jeg havde 100% tillid til disse mennsker, som arbejde så hårdt for min skydt og jeg ville gå i døden for dem, hvis det var nødvendig.
Delfinerne svømmede ved siden af båden. Men jeg stadig for afkraftet til at kunne rejse mig og se dem, men bare det, at de var der, gjorde mig tryg. Pludselig kunne man se land forude, og efter meget roning, blev der råbt: ”100 meter til land.” Da kunne jeg ikke holde tårende tilbage og jeg begyndte at græde. Disse mennesker, der havde gjort et fantastisk stykke arbejde, som havde sat deres liv på spil og alt sammen for at jeg kunne blive healet på den anden side af havet, og i det øjeblik følte jeg en taknemmelighed overvælde mig. I mit stille sind takkede jeg den store ånd, for turen og healingen.
Jeg blev båret op i rundhuset igjen og nu blev mit bind for øjnene taget af mig, og jeg blev hjulpet op at sidde, og kom på en stol. Jeg takkede alle mine hjælpere for deres arbejde og gav deres leder en gave som tak fordi jeg måtte opleve dette.
Og vi talte nu om det vi havde oplevet på turen og det fantastiske var, at flere af de andre havde set de samme ting som jeg havde set. Derefter blev rundhuset opløst. Og cermonien var forbi.
Men det var så stærk en oplevelse, nok en af de stærkeste oplevelse jeg nogensinde havde oplevet.
Jeg sov ikke så godt om natten, og næste morgen vågnede jeg og var forvirret over at jeg ikke viste om jeg havde drømt eller havde haft et klarsyn om natten, men så kom healingens resultat. Jeg græd og ud kom det, der skulle ud.
Bagefter havde jeg det godt igen, men jeg bliver aldrig den samme efter denne oplevelse.
Jeg vil gerne takke alle på Mesnabakken som var tilstede den aften, og sige at det var den bedste oplevelse nogensinde.
En speciel tak til Ailo som inviterede mig derop.
TUSIND TAK ALLESAMMEN.
Hilsen Shamanen
Det er nesten like sterk opplevelse for oss som ror tror jeg, som for den som ligger i båten 
- for en fantastisk gave til deg Shamanen.
wow