Her er en af mine beretninger på et møde i den øvre verden:
Jeg har ikke skrevet siden d. 5 november. Og i dag er det den 3 december. Da jeg intet har oplevet rent spirituelt, som jeg skulle skrive om.
Det er en mærkelig dag i dag. Jeg har det meget underligt, som om noget MEGET STORT skal ske, og jeg fryser og går flere gange væk fra denne verden, uden at vide hvorfor eller får nogen beskeder.
Igen er jeg kaldt væk, jeg venter på at Gud skal dukke op. Nu er HAN her og beder mig om at sætte mine arme ud til siderne og da jeg gør det, svæver jeg opad, jeg ved ikke hvorfor jeg skal derop.
Det er så vidunderligt smukt, medens jeg stadig svæver opad. Jeg ser billeder af de mennesker jeg har hjulpet igennem tiden. De hænger bare frit i luften. Farverne er så intense, så dejlige farver, at man må stirre på dem. Nu er jeg oppe. En sal i det pureste sølv og guld men i en blanding, som får det til at se ud som om at sølvet og guldet er smeltet sammen. Vidunderligt harmonisk og roligt at betragte. Så får jeg øje på hende: Maria.
Mit hjerte banker helt vildt, og tårerne står mig i øjnene, og jeg falder på knæ foran hende, det er første gang jeg ser hende heroppe, og hvilket syn… Jeg mærker varmen i kroppen og al den kærlighed der slår mig i møde, medens jeg ligger her på mine knæ, og hun beder mig om at rejse mig. Jeg gør det og går hen imod hende og hun modtager mig i sine åbne arme… Jeg græder stadig… hvor har jeg savnet hende… hun mit livs lys… jeg tænker tilbage på den tid vi havde sammen, hvordan vi trøstede hinanden i den svære tid. Og hvordan vi fandt håbet ved hans genopstandelse. Vi sætter os ned og kikker hinanden dybt i øjnene, vi behøver stadig ikke at sige et ord, vi forstår bare hinanden.. Vi opfavner hinanden.. Hun har også savnet mig. Men det var en nødvendighed med den lange adskillelse, men jeg ved også, at snart vil vi igen være sammen alle sammen. Uden afsavn eller tårer. Bare med den kærlighed. Jeg smiler, jeg har det så vidunderligt, jeg er fyldt med kærlighed til bristepunktet. At se ind i hendes øjne, er som at se en verden badet i det guddommelige. Så dybt og uforståeligt, men samtidig så fascinerende og håbefuldt. ”Du skal blive ved med at hjælpe menneskeheden”, siger hun. ”Du vil få den hjælp du behøver”…
Mine evner er allerede så kraftfulde.. ”De vil blive mere udbredte, fra nu af kan du se de mennesker du hjælper, før har du kun mærket dem”… Det er rigtigt, jeg har kun kunne mærke dem. Og det vil være en stor hjælp, hvis jeg kunne se hvad de foretog sig. Specielt når jeg er i Alfa med dem. Hun køre sine hænder ned over ansigtet på mig og jeg mærker en varme i min pande. Det gør næsten ondt og alligevel gør det godt, en underlig fornemmelse, jeg bliver svimmel. Og jeg svajer.. er jeg ved at besvime.. nej jeg bliver træt, så træt….
Da jeg åbner øjnene, sidder jeg foran min computer og skriver. Jeg brænder lidt i panden, har tårer i øjnene, men føler mig så glad… jeg kan ikke lade være med at smile. Hun havde det godt. Det er vidunderligt. Disse gaver som bliver mig tildelt.. Jeg vil bruge dem med visdom. Det er den største gave at kunne hjælpe andre mennesker her på jorden. At få den respons, som siger at de er glade igen….. Det kan få mine øjne til at løbe i vand…
Hilsen Shamanen
jeg blir misunnelig.. 